Alle sten fortæller en historie

I Politiken d. 10. september 2006 fortæller geologiprofessor Minik Rosing om opdagelsen af de ældste tegn på liv på Jorden (3,8 milliarder år), og om hvordan hver en sten har en historie. Artiklen er på Lectio.

 

Beskrivelse

En geolog vil altid starte med en beskrivelse af sit fund og det miljø, som fundet er gjort i.

I dette tilfælde er der tale om en sten fundet i vandkanten på en strand ved Lillebælt. Stranden har en ca. 15 meter høj klint med vekslende lag af ler og sand med store sten i. Klinten er under nedbrydning p.g.a. bølgeslag.

Stenen er ca. 9 cm på den længste led og den vejer 542 gram. Overfladen er hård og rimelig glat.

Stenen har 3 hovedfarver:

- et gulligt-gråt bånd, der går gennem hele stenen

- en mørkebrun masse uden særlige strukturer

- flere røde korn på ½-2 cm i diameter med krystallignende struktur

Det gullig-grå bånd består af tydelige krystaller (ca. 1 mm x 1 mm), og båndet synes at være symmetrisk omkring midten. På midten af båndet er der enkelte huller ind i stenen (under ½ mm).

Beskrivelsen kan også omfatte resultatet af kemiske undersøgelser.

 

Historien

Uddybende forklaring:

1. Stenen har oprindelig været en del af en smeltet bjergart dybt nede i jorden. Smeltede bjergarter hedder magma. Når alt er smeltet er der ingen strukturer i magmaen

2. Hvis en sådan magma udsættes for langsom afkøling - fx fra 1200 grader til 1000 grader - vil de mineraler med det højeste smeltepunkt gå fra flydende form til fast form og mineralerne vil vokse efterhånden som temperaturen falder yderligere. De røde korn i stenen er sådanne mineraler

3. Resten af den smeltede masse har nu en ændret sammensætning, da de røde mineraler jo mangler. Denne masse kan så størkne, når temperaturen falder yderligere

4. Når alt er størknet kan bjergarten blive udsat for tryk fra omgivelserne, måske p.g.a. bjergkædefoldninger, og i dette tilfælde er bjergarten flækket helt igennem. Også nogle af de røde korn er flækket

5. I sprækken kan der så trænge vand ind under højt tryk. Der vil ofte være opløst forskellige mineraler i vandet. Det hedder en hydrotermal opløsning (hydro=vand, thermal=vedrørende varme). Disse mineraler kan ved mødet med de relativt kolde sider i sprækken afsættes på siderne og begynde at danne krystaller

6. I dette tilfælde drejer det sig om kvartskrystaller, som vokser fra sprækkens sider ind mod midten af sprækken, hvor det efterhånden bliver sværere for det varme mineralholdige vand at trænge igennem. Til sidst er hele sprækken udfyldt

7. Nu mangler der kun at få bjergarten bragt op til jordens overflade. Det kan ske efter erosion (nedslidning) af de overliggende jordlag gennem flere millioner år. Vand og is er effektive til at erodere, og når vores bjergart kommer i "hænderne" på isen, som det sikkert er sket et sted oppe i Sverige under den seneste istid, så afrundes og slibes stenen efterhånden

8. Isen har så bragt stenen sammen med andre materialer (grus, sand, ler.) til det danske område, hvor materialet er aflejret

9. Endelig har klintens gradvise nedbrydning p.g.a. bølger fået stenen til at falde ned på stranden, hvor en geografilærer kan få øje på den